Vilomix
 

Kunder får direkte login til produktionsrapporter i Vilomix

Lime, 21-06-2007
 
Mineralkunder i Vilomix kan nu selv kontrollere indholdet i de mineralblandinger, de køber hos Vilomix – det sparer udgifter til dyre analyser og giver tryghed. Servicen sker via et log-in på Vilomix’ hjemmeside, der giver adgang til produktionsrapporten i fabrikken.
 
Vilomix’ kunder kan, via et varenummer og et kunde login, se hvor meget af de forskellige komponenter, der er doseret i de solgte mineralblandinger. Langt de fleste af Vilomix’ mineralblandinger er individuelt tilpasset kundens behov, og bl.a. derfor er det vigtigt at signalere åbenhed og dermed troværdighed omkring indholdet. Der må ikke herske tvivl eller usikkerhed hos landmanden. Især indholdet af aminosyrer er svært at analysere, da der kun skal bruges få gram til en analyse, og når disse samtidig skal være repræsentative for alle 1000 kg i en bigbag. Det er baggrunden for at lægge alle data om de enkelte mineralblandinger, der laves på fabrikken i Hornslet, ud på nettet, så kunder ved selvsyn kan se, hvad der helt præcist er doseret i de blandinger, de har købt. 
 
For yderligere oplysninger kontakt venligst salgschef Niels Erik Olesen på tlf. 86974100. Dansk Vilomix A/S, Sjellebrovej 10, Lime, 844 Mørke, www.vilomix.dk.
 
Dansk Vilomix er en produktionsvirksomhed, der producerer og sælger vitamin- og mineralblandinger til danske og udenlandske landmænd samt til foderstofindustrien.
Vilomix er ejet af 8 medlemmer af DLA AGRO og har eksportaktiviteter verden over. Vilomix gruppen har datterselskaber i hele Østersøregionen og gruppens samlede omsætning forventes i 2007 at udgøre ca. 800 mio. kr.

Image: /images/teaser/nyt/batch.jpg?0.6354764616730883